Så stivnede de alle. Udenfor hørtes sagte fodtrin og klirren af stål. Lyden var så svag, at havde de sovet, ville de aldrig have hørt det. Hundene knurrede, men faldt til ro, da Uffe truede ad dem. Uffe gjorde tegn og stillede sig hen til døren.
Toke rejste sig med dirrende knæ. Han krammede sit korte sværd, så hans knoer blev hvide, og tænkte på Hvide Krist.
Herre, frels mig. Lad mig ikke ...